• To nye sange på internettet
• In the Flesh Live 2000
• Amused to Death 1992
• The Wall Live in Berlin 1990
• When the Wind Blows 1986
• The Pros and Cons of Hitch Hiking 1984
• Radio K.A.O.S 1987
• Music from the Body 1970

Fra den seneste sang 'leaving Beirut' :

"Is gentleness too much for us 

Should gentleness be filed along with empathy 

We feel for someone else's child 

Every time a smart bomb does its sums and gets it wrong 

Someone else's child dies and equities in defence rise 

America, America, please hear us when we call 

You got hip-hop, be-bop, hustle and bustle 

You got Atticus Finch 

You got Jane Russell 

You got freedom of speech 

You got great beaches, wildernesses and malls 

Don't let the might, the Christian right, fuck it all up 

For you and the rest of the world"

Amused to death

Da dette album kom i 1992 havde jeg ingen kendskab til Waters, jeg var flasket op med pop. Pink Floyd var et begreb, men igen uden for min verden. Ved første gennemlytning, måtte jeg så sandelig erkende at jeg var blevet taget ved næsen. Det var ikke noget for mig, jeg lod pladen gå tilbage til ejermanden. Men den havde sat sig, og jeg var nødt til at låne den igen. Pludselig var jeg hooked, kunne ikke få nok. Det blev starten på en besættelse af Pink Floyd og Roger Waters. Men idag ti år efter, så er der ingen tvivl om at det er den bedste plade jeg ejer. Det er en fuldstændig tidsløs plade og årene er gået smertefri henover den. Budskabet er desværre lige så aktuelt som dengang, det verdslige livs smertelige lethed og ligegyldighed. Amused to Death er en ultimativ karrikatur på vores liv, indhyldet i monumentale lydkulisser, der efterlader de bedste action film som en pivende hund i hjørnet af stuen. Sangen "It's a Miracle" er min farvorit, hvis jeg bliver tvunget til udpege én. 

Andre 'Amused to Death' anmeldelser:
Amazon.com
CNN om 'The Flesh' tour
Personen Roger Waters

Pink Floyd en musikalsk analyse
Omfattende dansk Pink Floyd side
 

Roger Water gav en fed koncert i Forum. Der var enkelte overraskelser, men det var ellers ifølge flere anmeldelser ret sparsomt med det fede. Jeg synes at koncerten opfyldte det vi var kommet efter. At dømme efter de folk der stod i min umiddelbar nærhed var der ingen afsavn. Jeg kan ikke huske om det var Politikens anmelder, men én fra de store aviser savnede ihvertfald Gilmores guitar lyd! Jeg er ikke nogen mega entusiast men det lød godt nok som noget vrøvl i mine øre. Det var lækkert at høre numrene live, dog måtte der godt have været flere fra 'Amused to Death' til fordel for de helt gamle Pink Floyd numre.
Under et nummer var de 'så frække' at tage et slag kort. De synes nok selv at det var et fedt koncept, men det kunne de roligt droppe, det er jo latterligt. Man føler sig holdt for nar.